Fra barn til voksen uden identitet

Jeg husker mine børneår

Jeg husker mine børneår som værende en rigtig god periode. Jeg var altid meget glad og utrolig god til at holde mig selv beskæftiget. Jeg havde primært to legekammerater, nemlig nabobørnene Claus og Lykke. Når jeg ikke legede alene var det stort set kun dem jeg brugte tiden på at lege sammen med, og meget ofte foregik det hjemme hos mig.

Et kendetegn hos mig var især min generthed. Jeg var meget genert og tilbageholdende i forhold til andre børn og nye udfordringer.

Min lykkelige tilværelse som barn ebbede som for de fleste andre ud i 11-12 år alderen. Umiddelbart ikke noget usædvanligt, eftersom det jo oftest er i den alder at overgangen fra barn til voksen og teenagelivet tager sin begyndelse.

Jeg husker tydeligt at jeg fra omkring 5.-6. klasse begyndte at føle mig anderledes. Det er svært at sætte ord på hvad det var, men det handlede meget om at jeg havde svært ved at være en del af fællesskabet, en del af gruppen, at jeg ikke var en del af de hierarkiske kampe der herskede, uanset om det var i klassen eller andre steder. Konsekvensen er jo umiddelbart logisk. Hvis man ikke kæmper med, bliver man pr. automatik nr. chok. Og det blev jeg. Det var i hvert fald sådan jeg følte det, uden at jeg dog på det tidspunkt havde nogen idé om hvad det betød.

Mine jævnaldrende klassekammerater

Mine jævnaldrende klassekammerater begyndte efterhånden at få ”kærester”, hvorimod jeg var meget genert overfor piger. Jeg husker tydeligt en episode i 7. klasse hvor en gruppe af min klassekammerater diskuterede kæresteri og kysseri. Det var en meget ubehagelig oplevelse for den fik mig til at føle mig udenfor, værdiløs og i den grad jaloux. Denne dybest set ubetydelige oplevelse beskriver egentlig meget godt hvordan jeg havde det. Jeg så til imens mine jævnaldrende udviklede sig og modnedes ind i ungdomslivet imens jeg selv på en eller anden måde stod stille.

Også på hjemmefronten skete der ikke det vilde… en god teenage konflikt imellem mig og mine forældre var en sjældenhed for ikke at sige, at det skete aldrig. Jeg opførte mig som man skulle meget regelret, hvilket jeg også havde gjort hele min barndom. Min mor plejede at sige at: ”Ja, han laver jo aldrig nogle dumheder, nogle gange ville jeg virkelig ønske han gjorde.” Men det gjorde jeg ikke. Set i bakspejlet kan jeg godt se hvorfor – i hvert fald til en vis grad. Den for mange forældre meget irriterende, men for den unge meget sunde selvstændighedsproces i udviklingen fra ung til voksen, fandt ikke sted hos mig. Jeg forblev mentalt afhængig af mine forældre og af andre. 

Årsagen

Årsagen skal formentlig findes i at jeg blev overbeskyttet, primært af min mor. Jeg var som tidligere beskrevet et meget genert barn, og mange forældre reagerer fejlagtigt ved at træde ind i en beskyttende rolle. Det er ikke nogen god idé – ved jeg nu. ”Kan du nu klare det”, ”Tror du ikke at vi skal hjælpe dig med det.” osv. Mine forældre indtog en overbeskyttende rolle, primært foranlediget af min mor. Det er – formentlig – på den måde at mine dependent karaktertræk er opstået, mere om det i en anden artikel.

Jeg tror jeg gik i 4. klasse da jeg for første gang mærkede det af have følelser for en anden pige, og jeg oplevede at være forelsket i alle årene som teenager. Min forelskelser var ofte langvarige over flere år, men det var aldrig noget jeg delte med andre og det slet ikke den udvalgte. Jeg var ofte meget ulykkelig og oplevede store følelsesmæssige udsving i mit indre.

I særdeleshed en forelskelse

I særdeleshed en forelskelse der startede i 9. klasse kom til at påvirke mig voldsomt. Jeg var på ingen måde i stand til at håndtere den eller de følelser jeg havde. I jalousi forsøgte jeg til en fest at slå en klassekammeret ned men en tom ølflaske. Heldigvis blev min arm fanget i et splitsekund før flasken ramte hans hoved. Det var i disse år at noget der blev kaldt ”internettet” dukkede op. Det blev spået en meget stor og betydningsfuld fremtid, selvom de fleste mennesker på det tidspunkt havde meget svært ved at forstille sig det.

Med internettets indtog, kom også netpornografien og det skulle komme til at påvirke mig ganske betydeligt.

Da jeg som 26 årig henvendte mig til min læge

Da jeg som 26 årig henvendte mig til min læge med en række problemer, var jeg egentlig ikke klar over i hvor høj grad min afhængighed er netpornografi påvirkede mig. Det er egentlig først noget jeg har fundet ud af efter at jeg er kommet ud af det igen. Men jeg havde problemer med at fungerer i dagligdagen. Kom sjældent op på arbejde til tiden, havde et meget lavt selvværd, havde aldrig haft en kæreste og havde stort set ingen erfaringer med piger.

Det endte med at jeg blev henvist til en psykiater som ret hurtigt valgte at medicinerer mig. Det var en stor hjælp. Min angst – som jeg på det tidspunkt ikke anede at jeg havde – blev lettet gevaldigt i sociale situationer.

Min psykiater

Min psykiater valgte herefter hurtigt at afslutte konsultationerne og jeg blev anbefalet at tage min medicin resten af livet. Et råd jeg har valgt at følge.
Efter ca. et år valgte jeg på eget initiativ at opsøge en privatpraktiserende autoriseret psykolog, der bl.a. arbejder med personlighedsforstyrrelser og mennesker med misbrugsproblemer.
Det har vist sig at være en rigtig god beslutning, for selvom jeg må betale terapien selv, har det for mig vist sig at være det hele værd.

Jeg blev diagnostiseret med skizoid, dependent og evasive personlighedsoforstyrrelser, også kunne arbejdet for en bedre tilværelse begynde.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Jeg er …….

Livskvalitet kan udvikles